Malene Busk: Værdikamp er værdiløs

Værdikampen mellem venstrefløj og højrefløj burde kaldes kampen om perceptionen. Perception er ens opfattelsesmåde: den er ens blik både på verden og på sit eget blik i denne verden. Perceptionsmåden ligger forud for dét, vi konkret ser og den er bestemmende for, hvad vi er istand til at opfatte og fastholde mellem verdens brogede begivenheder. Perceptionsmåden er langt vigtigere for opfattelsen af problemer og løsninger end ‘værdier’ er, den afgør hvilke problemer vi overhovedet kan opfatte. Dernæst må tænkningen strenge sig an for at lave sammenhængende begreber, der faktisk kan indfange problematikken uden illusioner, blindgyder og selvmodsigelser. Perceptionsmåderne gennemsyrer os langt dybere end de slagord og valgløfter, som markedføres i salgstalerne til demokratiets ‘forbrugere’, der svarer igen ved at shoppe rundt mellem partierne. Malet med den brede pensel kan vi skelne to modsatrettede måder at opfatte verden på: den venstreorienterede (som ikke er en selvfølge på partivenstrefløjen) og den anden - som ikke nødvendigvis er højreorienteret i snæver forstand, men også ikke-orienteret, opportunistisk-orienteret, traditions-orienteret, populistisk-orienteret, religiøst-orienteret. Det er altså ikke primært et spørgsmål om partiprogram, meninger eller værdivalg, men om perceptionsmåder, der endda kan veksle i samme person. I Claire Parnets ABCDaire-interview med filosoffen Gilles Deleuze bliver de to blikke på verden ganske kort ridset op:“Ikke-venstrefløj” beskrives som en perceptionsmåde, der ser verden fra en centrering i én selv og derfra trinvist udad mod svagere og svagere identifikation: familie, nabo, klasse, nation, religion, miljø etc. Denne perceptionsmåde fungerer som et forsøg på at bevare sin egen faste position, sin identitet, sikkerhed, rigdom, privilegier. Man spejder lettere paranoidt ud i verden efter de skiftende ressourcer, konkurrenter eller trusler i forhold til sine nære mål. Enhver regering, uanset partifarve, vil handle udfra denne perception, omend nogle mere åbent overfor påvirkninger udefra, dvs. fra den anden perceptionsmåde. Den anden måde, venstrebevægelsernes perceptionsmåde, vil have den omvendte tendens: At se horisonten først, og derfra længere og længere indad. Det er som i en omvendt postadresse, hvor man starter med ‘universet’, og så arbejder sig indad gennem ‘solsystemet’, ‘Jorden’, ‘Europa’, ‘Danmark’ osv. Man ser måske millioner af fattige i verden, ser horisontens ubrudte relation til ens eget liv og synes ikke at denne tilstand – der altså opfattes som fælles – kan vare ved. Man kan sige, at det er en perception af sammenhæng, gensidig afhængighed og indbyrdes konsekvenser for hinandens liv. Det er ikke ‘medlidenhed’ med andre og heller ikke et asketisk sæt moralske regler, men en mere direkte perception af, at man er del af verden og derfor også selv direkte berørt af dens tilstande. Man opfatter sig selv i forhold til den store horisont, så langt den nu rækker i de historiske tilfælde. Engang var horisonten måske de andre bønder på egnen, en større horisont blev arbejdere i alle lande. Denne perceptionsmåde vil opstille problematikker om, hvordan de fælles samfund kan muliggøre frihed og lykke, uden at skulle kalkulere kynisk med andres ufrihed og ulykke. Man opfatter sig hverken som fri eller lykkelig hvis man systematisk bliver ufrivillig medansvarlig for at gøre andre indenfor horisonten til ‘livstabere’. Et liv i valget mellem ‘spis eller bliv spist’ føles som et sølle liv. Synsmåden kan også udstrækkes (hvad de tidlige venstrebevægelser ikke gjorde) til ressourcemæssig bæredygtighed, men uden moralistisk ‘naturværdi’. Naturen ses hverken som God eller Ond, men ligesom os både produktiv, destruktiv og transformativ. Problemet bliver derfor et spørgsmål om hvordan vi selv kan være natur på en kulturproducerende måde, uden at vi systematisk underminerer anden natur, ja natur overhovedet, inklusiv os selv? Selvopholdelsesdriften bliver dermed ikke kun kilde til egoisme, men til en drift for bæredygtighed - etisk, økologisk og økonomisk. Værdierne er en konsekvens af perceptionsmåden, og ikke omvendt. Når vi artikulerer de problemer vi kan opfatte, giver værdierne sig selv som handling, vrede eller glæde. Derfor er vi sjældent uenige om værdier rent abstrakt - alle elsker f.eks. retfærdighed -, mens opfattelsen af et problem kan få temperamenterne i kog. Hvis asylbørnenes problem artikuleres som et spørgsmål om korrekt afvisningsprocedure, ses udelukkelse som det retfærdige. Hvis problemet ses som en hånd til skibbrudne på et globalt ocean af krig og vilkårlighed, skyllet i land i Sandholmlejren, er humanitært ophold det retfærdige. Muhammedkrisen i 2006 var også udpræget en kamp om overhovedet at artikulere problemet sammenhængende, om at få øje på feltets nye brud. Værdier uden artikuleret problemfelt, bredt eller smalt, er for så vidt blot gratis og fritsvævende påkaldelser af egen ‘godhed’. Men da værdier altid iscenesættes som dybere og mere væsentlige end perceptionen af problemerne, vikler de os ind i illusioner om at verden er opdelt i Godt og Ondt. Dermed kommer værdikampene til at overdøve og fortrænge de problemstillinger, de er opstået ud af. Og vi mister forbindelsen med de perceptionsmåder, der engang har været i stand til at se dem. Det sker desværre også nemt på venstrefløjen, der derved bliver til simpel venstremoralisme. Når man mangler begreber til at tænke med, indfinder “holdningen” sig nemlig lynhurtigt i form af tankeløse automatismer. Og hvis man ikke kan begribe en problematik, forskydes fokus fra problemer til moralske domme over problemets bærere - man kæmper for ‘de gode’. Frem for en forståelse af gode og dårlige processer ender venstremoralismen i en substantialisering af moralværdier, hvor Godt og Ondt får et eget liv, der f.eks. knyttes til “de gode” undertrykte eller “de onde” amerikanere - uanset, hvad de gør i andre sammenhænge. Der er i øvrigt en fuldkommen tilsvarende moraliseren på højrefløjen, blot hedder substanserne f.eks. “de gode succesfulde / velkendte” og “de onde tabere / fremmede”. Substantialiserede moralværdier producerer disse falske, men herligt håndgribelige orienteringspunkter midt i den begrebslige fatigdom. Politik forfalder i begge tilfælde til konfession, til et spørgsmål om hvem man holder med. Vi bliver hele tiden konfronteret med nye brud og problemfelter, der kalder på nye, præcise artikuleringer. Perceptionsmåderne giver sig udslag i, at vi ser ganske forskellige problematikker i verden: kampen om værdier er intet imod kampen om perceptioner.