Malene Busk: Om fundamenter og deres -ismer

Andres Serrano: "Piss Christ" og tegning af Lars Vilks: Muhammed som bamse. Vi hører overraskende tit debattører (f.eks. Hans Hauge i P1 eller Peter Wivel i Politiken) bruge begrebet fundamentalisme i flæng og især om modstanderne af religiøs fundamentalisme. Argumentet er som regel noget med at alle mennesker har et fundament, en grund eller en ræson, som de bruger til at give mening til det de foretager sig. Alle har altså grunde til dét, de gør og oprindelser til det de er, så ergo er alle fundamentalister. De der mener at f.eks. menneskerettigheder eller sekulær tankefrihed er bedre opfindelser end religiøse bøger er sågar ‘menneskerettighedsfundamentalister’. Æh-bæh? Men det er en ualmindeligt forvrøvlet kortslutning. Man ‘glemmer’ nemlig at analysere den sidste del af ordet fundamentalisme: - isme. Tilføjelsen ‘-isme’ handler i korthed om at give et almindeligt begreb en privilegeret rolle i et begrebssystem, som kan bruges som en generel erkendelsesmæssig fortolkningsramme. Vi kender faktisk udmærket forskel på begreber og deres ‘-ismer’ i hverdagen. Private virksomheder annoncerer f.eks. gerne efter en medarbejder med ‘sociale kompetencer’ - og det betyder bestemt ikke ‘socialisme-kompetencer’. Undertøjsreklamer bruger i ét væk ordet ‘feminin’ uden at nogle vist vil beskylde dem for ‘feminisme’. Vi ved også efterhånden, at der er forskel på ‘islam’ og ‘islamisme’, hvor kun sidstnævnte gør islam til et politisk program for den ganske verdensindretning. Og i den kristne ende af spektret må vi da håbe at de kan se forskel på at være ‘kreativ’ og så på bibelbæltets tåbelige ‘kreationisme’. Fundamentalisme er tilsvarende en -isme, der bruger det almindelige begreb om et fundament eller en oprindelse som ramme for forståelsen af alt andet. Her vil f.eks. begreber om det feminine og det sociale kun blive brugt i den udstrækning de kan gøres konforme med ‘fundamentet’. Fundamentet bliver, når der sættes -isme bagved, dét begreb alle andre må legitimeres udfra. Men begreber om oprindelse eller grund behøver slet ikke at blive fundamentalisme. Man kan sagtens mene, som Darwin, at mennesket har en oprindelse i aberne, uden at mene at vi skal indrette os som chimpanser, eller man kan, som Nietzsche, mene at moralen grunder på 1000 småfloder af undertrykkelse, uden at mene at vi skal blive ved at undertrykke. Med andre ord: det faktum at der eksisterer oprindelser eller grunde til dette eller hint fænomen fastlægger ikke på forhånd hvilken rolle grundene skal spille overfor andre begreber og fænomener i vores verden. Det står der nemlig bestandigt kamp om. Fundamentalisme er i dette perspektiv et tilbageskuende indspil i denne kamp, en ganske bestemt brug af ideen om oprindelse. Til forskel fra socialisme eller kapitalisme, som er begrebsligt forpligtet på dynamiske størrelser (det sociale, kapitalen), tjener fundamentalisme til én gang for alle at fixere hvad der er Godt og Ondt, Sandt og Falsk i al fremtid. Man kan som bekendt supplere fundamentalisme med fysisk vold, men det ligger strengt taget ikke i selve begrebet. Mange fundamentalister vil nok helst undgå kamp og gennemføre fundamentets absolutte anvisninger gennem f.eks. missionering, valg, magtmanifestation eller psykisk manipulation. Selv Hitler blev demokratisk valgt. Det er imidlertid notorisk svært helt at undgå dissidenter, og vold der beskytter det evige imod det tidslige er nemt retfærdiggjort. En dansk politiker, Asmaa Abdol-Hamid, har f.eks. forsøgt at få 12 kunstnere sat i fængsel - dvs. statssanktioneret vold - alene fordi deres kunst ikke var konforme med hendes ‘fundament’. Det er også på den måde hun kalder sig ‘socialist’. Hun siger ikke at hendes grund til at være socialist er en politisk-økonomisk analyse af senkapitalistiske produktivkræfters ejerforhold og deres indbyggede konflikter og uligheder; nej, hun siger at det er fordi “socialisme står i sharia”. Stod der tilfældigvis noget andet i sharia, ville hun bare mene noget andet, samtidsanalyse eller ej. Lydighed mod fundamentet er den primære værdi for fundamentalismer, iøvrigt ganske som i traditionel kristendom og jødedom. Vi ser problemet igen i den muslimske menneskerettighedserklæring, Cairoerklæringen. Mennesker, også muslimer, lever selvfølgelig deres konkrete liv og danner egne meninger, bøjer reglerne, er uenige, blander diskret nye strømninger ind, laver åndehuller osv. Men som den tysk-tyrkiske sociolog Necla Kelek har påpeget, er der fra de officielle islamiske magthaveres side en høj grad af fælles fodslag: 45 muslimske lande har underskrevet erklæringen med præcis denne prioritering af fundamentet over de skiftende menneskelige problemer. De kaldes menneskerettigheder, men, som der står omhyggeligt præciseret under næsten hver paragraf, de gælder kun for så vidt de ikke er i strid med koranen og sharia, altså med fundamentet. Her kommer –ismen ind, fordi fundamentet bliver den absolutte betingelse for alt andet, en betingelse i modstrid med at prioritere menneskers konkrete liv over fundamenternes abstrakte krav. Paven har lignende fundamentalistiske ambitioner når han i Regensburg-talen kalder til fælles katolsk-muslimsk kamp mod de sekulære samfund hvis rettigheder til skilsmisse, prævention, abort, blasfemi, embryoforskning, homovielser, fritænkeri osv. forråder fundamentet. Protestantiske grupperinger fra Færøerne og nedefter accepterer menneskerettigheder, såfremt de er konforme med ’kristen kulturarv’ og et bibelsk fundament, som er det absolut primære. De religiøse grupper i selveste FN har sidste år fået gennemtrumfet en ’beskyttelse af religioner mod forhånelse’ og altså gjort religioner til en slags ‘person’, der kan lide overlast. Denne FN-paragraf burde selvfølgelig ikke være blandt menneskerettighederne, da den, åbenbart i tidens triste ånd, slet ikke forsvarer menneskers rettigheder, men tværtimod giver bestemte magtfulde ideologier – religionerne – et våben imod mennesker og deres fremtidige kritik og kreativitet. USA’s ex-præsident Bill Clinton, en Born-again Christian, gentog dette ubehagelige princip under tegningekrisen: selvfølgelig skal man gøre grin med muslimer, men det er afskyeligt at nedgøre selve religionen, sagde han. For en etisk betragtning ville dét vist være omvendt? Sammenholdt med Cairoerklæringen og det kristne pres mod EU’s sekulære principper har vi tilsyneladende at gøre med en global, tværkonfessionel tendens henimod beskyttelse af postulerede fundamenter mod menneskers fritænkeri; ikke af menneskers rettigheder mod statslige, økonomiske, kulturelle eller religiøse overgreb. Så hvem er fundamentalister? Ikke de der protesterer over fundamenternes krav om magt i hvertfald.