Jens-Martin Eriksen: Sablen og vievandskosten

Kirken støttede massakrerne under krigen mod de bosniske muslimer. I dag har den overtaget kommunistpartiets monopol og holder fast ved Milosevic’ krigspolitik. Interview med Mirko Djordevic, forfatter til bogen "Une autre Serbie", der beskæftiger sig med kirkens rolle under under krigene. ”Vi taler om alliancen mellem hæren og kirken, det man på fransk kalder alliancen mellem sablen og vievandskosten. For man skal ikke glemme – og det er min principielle tese – at vores egen ortodokse kirke ikke kun var vidne dengang, men også var direkte medskyldig i krigene. Man støttede aktivt det serbiske regimes ekspansionskrige for at få etableret et Storserbien. Det er i det store og hele historien om kirkens rolle.” Men denne viden om den ortodokse kirkes delagtighed i krigene er ukendt udenfor Serbien og Grækenland. ”Det er jeg helt enig med Dem i, ja.” Hvordan kan man da beskrive kirkens holdning til den nationalistiske ideologi inden krigene begynder? Jeg tænker her på, at vi inden krigene har det nationalistiske Memorandum, der kræver serberes ret til at leve i et Storserbien – uanset i hvilken anden republik de end måtte befinde sig i det Jugoslavien, som er ved at gå under, en tekst der som bekendt er udgivet af det Serbiske akademi. Hvordan forholdt kirken sig til dette spørgsmål i denne periode, hvor nationalismens radikalisme greb om sig? ”Vi må først holde fast i, at hverken Milosevic eller Memorandums forfattere opdigtede serbisk nationalisme. Det er en ideologi, som oprindeligt stammer fra den serbiske kirke. Der er tale om et alment fænomen i det ortodokse kirke overalt, men dog særligt kendetegnende for den serbiske ortodokse kirke. Dette fænomen omtales som philetisme, som er et græsk ord og som betegner at nationen kommer før det religiøse. Altså fædreland først, og religion bagefter. Dette er den kirkelige nationalisme, vi her har med at gøre. Man kan sige, at denne philetisme er en sygdom, som den ortodokse kristendom aldrig har været i stand til at kurere. I 1989 holdt Slobodan Milosevic som bekendt sin berømte tale på Solsortesletten i Kosovo, hvor han annoncerede sin nye nationalistiske ideologi. Det var et tidspunkt hvor de to nationalismer, den kirkelige og den politiske, mødte hinanden. Dermed var der formet en alliance. Det kunne man se ved at et symbol blev tydeligt for første gang. Der blev fremvist to flag ved dette massemøde; et flag med et kristent kors og et andet med kommunistisk hammer og segl. Og lige siden dette møde har kirken givet fuld støtte til Milosevic og hans krigspolitik. Og det varede ligetil 1995, hvor Milosevic underskrev Dayton aftalen. Denne fastlægger jo som bekendt grænsen mellem Bosnien og Serbien langs floden Drina (hvor republikgrænsen også lå før krigshandlingerne 1992-1995, JME). Men så efter underskrivelsen af fredsaftalen gik kirken imidlertid i kamp mod Milosevic. Kirken var nu imod Milosevic – ikke fordi han havde ført sin krigspolitik mod Kroatien og Bosnien – men fordi han nu opgiver sine territorialkrav mod de andre stater. Så lige siden har kirken i stedet støttet premierminister Vojeslav Kostunica, og dermed kan man sige, at med ham ved magten er det serbiske samfund i en vis udstrækning blevet klerikaliseret. Og det kan man se af det forhold, at hvad Kostunica siger, det er faktisk dikteret af hvad kirken mener. Og det er også en offentlig hemmelighed her i landet, at både kirken og Kostunica skjuler både Radovan Karadzic og Ratko Mladic. Kirken har aldrig opgivet det gamle krav om at samle alle serbere i én stat, uanset hvor de end måtte leve udenfor Serbien i de tilstødende stater. Det er en meget konservativ institution, som hele tiden producerer nationalisme. Det er ikke godt for den, men den er i øjeblikket i politiske hænder og underlagt et politisk program.” Vil De fortælle om kirkens eget Memorandum, hvilken status det har og hvilke krav det indeholder på vegne af den serbiske nation? ”Kirken har udgivet sit eget Memorandum i 2003, det er et officielt dokument, som er vedtaget af biskopperne – Synoden - og det indeholder tre hovedpunkter: Alle serbere har ret til at leve i én stat. Milosevic havde derfor ret i sine oprindelige krav forud for krigene. Og endelig må Serbien ikke opgive Kosovo, heller ikke selv om der lever to millioner albanere dernede. Dette er et dokument, som man har udgivet på forskellige sprog, og hvor i man opregner alle de forbrydelser, som er blevet forøvet mod serbere i Kosovo. Men man kan ikke læse noget om i dokumentet, at der også bor albanere dernede og at der også er blevet forøvet forbrydelser mod dem.” Men er man dog ikke klar over, at denne etniske politik kun kan indebære massakrer – det vi lærte at kende som ”etnisk udrensning” under krigen i Bosnien? ”De vil ikke nogen steder i det nævnte Memorandum finde noget som helst om hverken massakren ved Srebrenica eller andre krigsforbrydelser under Milosevic styret. Derimod hedder det generelt om serbernes krige, at de var retfærdige. Og i dag hævder kirken til og med, at Srebrenica massakren aldrig har fundet sted, og at det hele er opdigtet af den franske kontraspionage! Man fremholder også, at både Karadzic og Mladic er serbiske helte. Men det dog vigtigt også at fastholde, at der er to strømninger i Kirken. For der findes også stemmer, der helt fra begyndelsen har været imod krigene. Men i tidens løb er disse stemmer nærmest forstummet. I dag er det nationalismen, der er den altdominerende. Patriarken Pavle hørte i begyndelsen til den bløde strømning, og er kendt for sin udtalelse om, at han ikke ville give støtte til et Storserbien, hvis det blot ville koste et eneste uskyldigt menneske livet. Men han har dog altid været i mindretal. Da Milosevic rejste til USA for at forhandle Dayton aftalerne, krævede han herfra – fra alle, alle relevante institutioner – at han kunne repræsentere alle serbere, hvor end de levede. Det skrev de under på. Også patriarken Pavle gav Milosevic sin underskrift. Men efter aftalen blev patriarken dog af den øvrige ledelse i kirken tvunget til at tilbagekalde sin underskrift i utilfredshed med forhandlingsresultatet, der fastlægger Serbiens grænse til Bosnien langs floden Drina. Og den dag i dag støtter kirken den gamle krigspolitik med territoriale krav overfor de andre stater. Men det er dog ikke mere en væbnet politik, som under Milosevic. Det er derimod en ideologisk krig nu under Kostunica. I øjeblikket er Kostunicas politik helt domineret og bestemt af kirken.” Hvad er da konsekvenserne? ”Kostunicas gentager ganske enkelt alt hvad kirken siger. Og så er der et andet forhold, nemlig dette at vores kirke altid har været meget påvirket af den russisk ortodokse kirke. Denne indflydelse er så stor, at der i øjeblikket så at sige befinder sig to russiske ambassader i Beograd. Den officielle ambassade og den russiske kirkes repræsentation, hvor til og med efterretningstjenesten er til stede i fuld ornat. Hertil skal man så lægge, at i den serbiske regerings delegation, der forhandler om Kosovo, der er der to repræsentanter fra kirken. To biskopper. Ifølge vores forfatning er kirken adskilt fra staten, men de facto forholder det sig ikke sådan.” Hvordan forholdt kirken sig under krigen i Bosnien? Hvordan reagerede den, da der fandt serbiske massakrer sted i Zvornik og Bijeljina i 1992 i krigens begyndelse og i Srebrenica i 1995? ”Kirken gav totalt støtte til krigen, og alt dette kan bekræftes af de dokumenter, som man udgav i denne periode. Man gav altså verbal støtte, og man sendte også kirkelige repræsentanter med hæren. Man var en integreret del af hæren og man var det helt officielt. Det gælder således biskopperne fra fx Zvornik og Tuzla i Bosnien. Disse to biskopper klatrede op på en kampvogn hvorfra de velsignede Ratko Mladic’ bosnisk-serbiske hær. Disse mennesker er stadigvæk biskopper i den serbisk ortodokse kirke. Og de støtter stadigvæk Mladic og krigspolitikken.” Var kirkens repræsentanter tilstede fysisk under massakrerne på muslimerne i Zvornik og Bijeljina? Jeg er informeret af den græske journalist Takis Michas’ bog om, at kirken var tilstede ved massakren ved Srebrenica. ”De var ikke fysisk tilstede, men de velsignede de hærafdelinger, som deltog i krigshandlingerne i disse byer. Man arbejdede i det hele taget tæt sammen med både Mladic og hans generaler.” Men velsignede kirken også Arkans styrker, der konkret udøvede massakrerne i Zvornik og Bijeljina? ”Ja. Da Arkans styrker gik ind i Bijeljina kunne man se ortodokse kors påmalet deres kampvogne. Inden de paramilitære styrker skød de muslimske civile blev de velsignet af en præst. Det findes der klare beviser for.” Men ved de helt konkret hvem der har velsignet gerningsmændene til massakren i Bijeljina? ”Ja, det er præst ved klostret Privina Glava, og han hedder fader Gavrilo. Det er kloster, der ligger i nærheden af byen Sid, lige ved Serbiens grænse til Kroatien. Og denne fader Gavrilo, der velsignede mordet på muslimske drenge i Bijeljina, han fungerer stadigvæk i sin stilling i kirken. Jeg var selv tilstede i byen den dag, hvor massakren fandt sted. Jeg husker, at jeg måtte gå over døde mennesker, der var slået ihjel af Arkans paramilitære.” Kirken er tilsyneladende ikke forstyrret af, at den for at nå dette mål om et Storserbien må kalkulere med at det vil indebære etnisk udrensning – og altså massakrer på den muslimske civilbefolkning? ”Kirken har aldrig udtalt et eneste ord for at beskytte muslimer, og desuden benægter den, at de eksisterer – den forholder sig kun til, at de egentlig er serbere, som har antaget den muslimske tro under det ottomanske rige, der regerede her. Men i bund og grund er de serbere og ikke et bosnisk folk. De er bare muslimske serbere, som ikke kan kalde sig et bosnisk folk. Og kirken har aldrig udtalt sig selvkritisk på noget som helst tidspunkt i denne dramatiske periode. Et enkelt eksempel på dens attitude nu: Carla del Ponte fra Haag domstolen henvendte sig til kirkens ledelse for at få den til at udtale sig fordømmende om Karadzic og Mladic, men den svarede hende, at disse to stadigvæk skulle anses som serbiske helte! Det kan også bemærkes, at premierminister Kostunica talløse gange har sagt, at kirken er den institution, der inkarnerer serbiskheden, nationens identitet. Så vi har nu denne situation - og det her er ikke blot min egen personlige mening, men en udbredt opfattelse - at under Tito, da havde kommunistpartiet monopol på national identitet og ideologi, og i dag, under Kostunica, nu er det kirken, som har overtaget partiets plads.” På hvilken måde kan man konkret mærke kirkens indflydelse på Kostunicas politik overfor Bosnien og i spørgsmålet om Republika Srpska? ”Kostunica har flere gange udtalt, at Republika Srpska i Bosnien med tiden skal blive en del af den serbiske stat når Kosova vil blive taget fra os. Og jeg vil tilføje, at vi som er troende mennesker er meget kede af dette, fordi vi ikke synes at kirken skal føre krigspolitik, men have en helt anden rolle i samfundet. Det er forhold, som er ukendt i Europa, at kirken har spillet og fortsat spiller denne negative rolle i Serbien.” Har De nogen formodning om hvorfor det forholder sig sådan? ”Sagen er, at Vesten ikke i tilstrækkelig grad forstår, at Kostunica bare er Milosevic’ arvtager og at han fortsætter dennes politik. Han har end ikke accepteret Dayton aftalen, idet han jo ikke respekterer Drinagrænsen til Bosnien. Han har ved flere lejligheder udtalt, at Daytonaftalen er et midlertidigt fænomen, og det samme har kirken sagt. Men nu er det Kosovo spørgsmålet, som er på dagsordenen. I Kosovo er serberne en minoritet. Og det er et faktum, at serberne er udsat for albansk chauvinisme dernede. Men der bor to millioner albanere i Kosovo, som under ingen omstændigheder ønsker at leve i forbund med Serbien. Kosovo er ganske vist ’Serbiens vugge’, Kosovo er vores ’Jerusalem’. Men i dag bor der fortrinsvis ikke-serbere dernede, men altså albanere. Det er også rigtigt, at Kiev i Ukraine engang var en del af den russiske stat, men i dag er Ukraine uafhængig. Det er også rigtigt, at Betlehem er Jesu fødeby og en tidligere jødisk by, men i dag er den palæstinensisk. Men vores kirke kan ikke forstå disse realiteter i forhold til Kosovo.” I forhold til det De har fortalt om kirkens rolle under krigen mod Bosnien, er der så ikke nogen enkeltpersoner, som er blevet anklaget ved Haag domstolen for medvirken til krigsforbrydelser? ”Biskop Filaret, som kommer fra området tæt ved grænsen til Montenegro, er mistænkt for at skjule Mladic og Karadzic, og han er da også på listen over personer, som domstolen holder øje med. Det er en liste, som indeholder 46 personer, og som er helt officiel fra domstolens side. Lige nu forsøger denne biskop at komme ind i Montenegro, men der har man nægtet ham indrejse på grund af hans status som mistænkt fra domstolens side. Men regeringen her i landet gør ingenting for at gribe ind overfor en sådan person. Biskoppen sidder i kirkens ledelse, og det er kirken, der sætter dagsordenen for regeringen.” (Tidligere publiceret i dagbladet Information i forkortet version)